DF's formand ser løftebrud som grund til tillidskrise

Skrevet af admin

14/06/2014

Dagens topnyheder

Der er sket et markant skred i tilliden mellem vælgerne og politikerne, og det er især på grund af regeringens mange brudte valgløfter efter folketingsvalget i 2011.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter sin tale ved Folkemødet på Bornholm.

Mens blå bloks statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) har fået kritik for dyre flyrejser og tøjkøb, så placerer Kristian Thulesen Dahl ansvaret for tillidskrisen hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Ifølge Thulesen Dahl har Socialdemokraterne svigtet deres valgløfter og dermed gået en helt anden vej, end VK-regeringen og Dansk Folkeparti gjorde, da de var ved magten.

- Da man i 2001 opererede med kontraktpolitikken, bifaldt vi det, fordi man sagde til danskerne, at her er der nogle ting, som I kan regne med. På den måde blev der større tillid, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Og da vi indgik aftalen om efterlønsreformen, der betingede vi os, at man først skulle vedtage det i Folketinget efter et folketingsvalg.

- Det var noget andet end det, vi gik til valg på. Derfor var det vigtigt for os, at det først var noget, man lavede, efter at vælgerne var blevet spurgt, tilføjer han.

Ifølge partiformanden kan netop det sidste være en vigtig arbejdsmetode i forhold til at opretholde tilliden - at man fra politisk side anerkender vælgerne og inddrager dem i de politiske beslutninger.

Spørgsmål: Så Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl som partileder har ikke lavet løftebrud?

- Jeg tror, at det kommer helt an på øjnene, der ser. For hvad er et løftebrud? Det kan man diskutere, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Men når der er nogen, som vil prøve at fremhæve noget kritik af os i forhold til et eventuelt løftebrud, så er det blandt andet sådan noget som efterlønnen, siger han.

/ritzau/