DF's Skaarup: Lav asyllejre i nærområderne

Skrevet af admin

21/10/2014

Mest læste i dag

Folketinget kan ikke stole på regeringens asylløfter, mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

- Først mener de det ene. Så mener de det andet, og så mener de det tredje. Det er næsten umuligt at få styr på, hvad regeringen gør og vil. Det er stærkt kritisabelt, at regeringen ikke har styr på fakta i så vigtig en sag, siger Peter Skaarup.

Han henviser til, at først lovede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) strammere regler, så færre familiesammenføres her. Så underkendte vicestatsminister Morten Østergaard (R) hende. Nu retter Justitsministeriet en pressemeddelelse om sagen.

Sidste år var 1046 syrere af i alt 1382, som fik asyl i Danmark, ikke omfattet af regeringens lovede stramning, fordi de er individuelt forfulgte. Det strider mod, hvad Karen Hækkerup 19. september fastslog som daværende justitsminister, påpeger han.

De Radikale har vundet slaget i regeringen, mener DF's gruppeformand.

- De har vredet armen om på Socialdemokraterne og tegner reelt regeringens udlændingepolitik, siger Peter Skaarup.

Han mener ikke, det nytter noget at modtage titusinder af asylsøgere i Danmark og foreslår derfor, at der oprettes danskdrevne lejre til syrerne i nærområdet, selv om Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak huser millioner af flygtninge.

- Det er en farbar vej. Vores integrationsordfører, Martin Henriksen, har lige besøgt et af disse centre i Jordan, hvor tingene fungerer, siger Peter Skaarup.

Spørgsmål: - Vil I ikke blot undgå problemer i strid med konventionerne?

- Overhovedet ikke. Jeg mener, at vi overholder konventionernes krav. Ikke fordi de er hellige. De fleste ligger tilbage fra lige efter 2. verdenskrig, så man kunne sagtens justere i nogle af dem, siger Peter Skaarup.

/ritzau/