DHF beklager udtalelse om Jan Pytlick

Skrevet af admin

29/12/2014

Dagens topnyheder

- DHF har ikke andet at sige, end at vi håber, han (Jan Pytlick, red.) kommer ned fra korset inden påske.

Sådan er Dansk Håndbold Forbunds pressechef, Finn Tage Jensen, citeret af TV2 i en kommentar til, at den nu tidligere træner for kvindelandsholdet i håndbold Jan Pytlick på et pressemøde mandag sagde:

- Jeg har følt, at jeg har været korsfæstet på væggen og stille og roligt er forblødt.

I en pressemeddelelse mandag aften tager DHF afstand fra citatet og beklager over for de, der måtte have følt sig forulempet af udtalelsen.

- Uanset i hvilken sammenhæng denne bemærkning er faldet, er det Dansk Håndbold Forbund yderst magtpåliggende at slå fast, at udtalelsen alene står for pressechef Finn T. Jensens egen regning, og at den på ingen måde er dækkende for Dansk Håndbold Forbunds holdning til Jan Pytlicks kommentarer, lyder det fra DHF.

Forbundet tilføjer, at sagen vil blive taget op internt.

DHF meldte søndag ud, at man var blevet enig med Jan Pytlick om at stoppe samarbejdet, men på pressemødet mandag gav Pytlick udtryk for, at han gerne ville have fortsat i jobbet.

/ritzau/