DI roser Thorning: Meget positivt med ny vækstpakke

admin

|

25/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sænk skatterne. Fjern regler og bureaukrati. Væk med konfektureafgiften, NOx-afgiften og andre afgifter.

Dansk Industris ønskeseddel til den vækstpakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) juledag bebuder i Jyllands-Posten, er lang.

Og selvom statsministeren foreløbig ikke vil ud med, hvilke konkrete initiativer en kommende vækstpakke kommer til at indeholde, så ser Dansk Industri ubetinget positivt på, at regeringen melder sig klar til at gøre mere for at skabe økonomisk vækst.

- Det er meget positivt, og vi ser det som en fortsættelse af det spor, som regeringen allerede har lagt sammen med oppositionen, siger direktør i DI, Tine Roed, til Ritzau.

Det sker med henvisning til den vækstpakke til godt 90 milliarder kroner, som regeringen i foråret indgik med den borgerlige opposition, og hvoraf visse af initiativerne blev fremrykket med efterårets finanslovaftale med Venstre og De Konservative.

- Omkostningerne er for høje for de danske virksomheder, og derfor ser vi positivt på, at man vil gøre noget ved det, siger Tine Roed.

- Vi er nødt til at se på skatter og afgifter i Danmark. Men der er også andre elementer, der bør indgå.

- Reglerne er nogle gange for restriktive i forhold til vores nabolande, ligesom det kan være for restriktivt at få byggetilladelser, hvis man vil udvide produktionen, siger hun.

Spørgsmål: I vil altså have i pose og sæk?

- Ja, det kan du sige, men det er helt afgørende, at man kigger hele spektret rundt. De andre lande omkring os bliver hele tiden bedre, så vi kan ikke ligge på den lade side. Vi er nødt til at gøre det hele bedre hele tiden, siger hun.

Dansk Industri efterlyser et mere konkret udspil fra regeringen.

- Vi kunne godt tænke os, at det blev lidt mere konkret. Derfor har DI også selv arbejdet med en lang række forslag til, hvordan vi får væksten tilbage i Danmark, siger Tine Roed, der også har forslag til finansiering af kommende vækstinitiativer.

- Sidste gang fandt man pengene indenfor kontanthjælp og SU, og der er ikke nogen tvivl om, at der kan effektiviseres ganske meget mere i den offentlige sektor, siger hun.

/ritzau/