Dick Pound: Fifa-skandale langt være end IOC-sager

Skrevet af admin

06/06/2015

Dagens topnyheder

Korruptionsskandalen i det internationale fodboldforbund (Fifa) slår med længder, hvad der nogensinde er foregået i den internationale olympiske komité (IOC).

Det mener den canadiske advokat Dick Pound, der har stor erfaring med snyd og bedrag i sportens verden.

Dick Pound er tidligere præsident for det internationale antidopingagentur (Wada), og han stod også bag oprydningen i IOC i 2002 i kølvandet på skandalerne efter Vinter OL i Salt Lake.

- Jeg tror, det er dybere rodfæstet, og det er meget mere alvorligt (Fifa, red.). Det her handler om bestikkelse og hvidvaskning af penge samt meget andet, siger Dick Pound til Reuters.

Han nævner blandt andet, at udkommet af IOC-skandalen i 2002 var, at to personer blev sigtet, men sigtelserne blev sidenhen frafaldet.

- Det her bliver virkelig beskidt, før der er ryddet op. Det er meget mere komplekst at redde ud, end vores var, siger Pound.

Fifa står midt i sin værste krise i forbundets 111-årige historie, efter at en række Fifa-folk blev anholdt i forbindelsen med hele korruptionsskandalen, som blandt andet betød, at Sepp Blatter forleden meddelte, at han trækker sig som præsident.

Det skete få dage efter, at han blev genvalgt på en kaotisk Fifa-kongres i Zürich.

/ritzau/