Verdens bedste ishockeyspillere kommer til Danmark om fire år.
Det står klart, efter at Danmark på den internationale ishockeyunions kongres i Minsk fredag formiddag vandt afstemningen om at få ishockey-VM til Danmark i 2018.
Danmark var i stand til at slå Letland, og det er noget, som glæder formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard.
- Det er utroligt godt gået, at Danmark nu skal være vært i en af de helt store idrætsgrene internationalt set.
- VM i ishockey er en kæmpe event, og jeg ser frem til, at den nye kommende arena i København og Boxen i Herning kommer til at syde af intens ishockeystemning i 2018, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.
I samme forbindelse glæder DIF-formanden sig over, at Sport Event Denmark netop er blevet sikret økonomisk som en direkte følge af regeringens nye idrætsudspil.
- Vi har hele tiden kæmpet for, at Sport Event Denmark skulle gøres permanent.
- Gennem de seneste år har Sport Event Denmark opbygget en kolossal knowhow på event-området, og at de nu sikrer VM i ishockey til Danmark i samarbejde med ishockeyunionen samt København og Herning, er rigtigt godt, mener DIF-formanden.
VM i ishockey i 2018 finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning og den nye kommende Royal Arena i København.
/ritzau/