Digteren Yahya Hassan overfaldet på banegård i København

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

Digteren Yahya Hassan blev i aftes overfaldet på Hovedbanegården i København. Overfaldet skete klokken 18.40 på perronen.

Ifølge vicepolitiinspektør Ove Bundgård Larsen fra Københavns Politis Station City blev Yahya Hassan slået i ansigtet.

- Han bliver genkendt dernede, da han er på stedet for at følge en veninde til toget, fortæller Ove Bundgård Larsen.

Ifølge vicepolitiinspektøren er digteren blevet slået én eller to gange i ansigtet i forbindelse med overfaldet.

Ifølge politiken.dk bekræfter Yahya Hassan, at han blev overfaldet bagfra. Yahya Hassan pådrog sig en flækket læbe men meddeler, at han ellers er okay.

Politiet har anholdt en 24-årig mand med udenlandsk baggrund i sagen. Manden bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Ifølge Ove Bundgård Larsen er der rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 244, som er den milde voldsparagraf i straffeloven.

Yahya Hassan er på det seneste blevet danmarksberømt på baggrund af sine digte, som retter en skarp kritik mod dele af indvandrermiljøet.

Den unge digters digtsamling er udgivet på Forlaget Gyldendal. Og her har man endnu ikke været i kontakt med Yahya Hassan.

Seniorredaktør på forlaget Simon Pasternak understreger dog, at man hos Gyldendal finder det "helt uacceptabelt, at Yahya er blevet overfaldet".

Politiet ved endnu ikke noget om, hvilket motiv der måtte ligge bag overfaldet på den 18-årige digter.

- Det kunne være nærliggende, at der var blevet råbt et eller andet, men det er altså ikke tilfældet, fortæller Ove Bundgård Larsen.

Den sigtede har ikke ønsket at udtale sig til politiet i sagen, så heller ikke ad den vej er efterforskerne blevet klogere på motivet.

- Så vi kan ikke sige noget om, ud fra hvilken baggrund han slår. Om det er på baggrund af hans skriverier, eller om det er tilfældigt. Det tror vi dog ikke, siger Ove Bundgård Larsen.

/ritzau/