Tidligere har man brugt mavefornemmelsen til at anslå, hvor stort et areal indersiden af vores tarme og mave dækker.
Og derfor gik man ud fra, at indersiden af vores mave- og tarmkanal var på størrelse med et parcelhus eller tennisbane. Nu har svenske forskere så opdaget, at det er et langt mindre areal, skriver videnskab.dk.
Det nye studie er publiceret i Scandinavian Journal of Gastroentorology.
Grunden til den tidligere antagelse af et større område skyldes, at målingerne har været foretaget ved obduktioner - og da er vævet noget slappere.
Og det er åbenbart ikke så skidt, at det ikke er så stort et område:
»Størrelsen på tarmkanalens indvendige overflade har stor betydning for optagelsen af næringsstoffer og medikamenter og for at forstå, hvordan slimhinden beskytter kroppen mod påvirkning fra aggressive faktorer i tarmindholdet,« siger forsker Lars Fändriks i en pressemeddelelse fra det vestsvenske universitet.