Diplomatsag belaster forhold mellem USA og Indien

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

Et bittert opgør mellem en indisk diplomat i USA og hendes tjenestepige belaster forholdet mellem USA og Indien og har vakt stor opsigt i medierne i de to store lande.

Mens mange amerikanere har taget parti for en underbetalt tjenestepige, som øjensynligt skulle arbejde 100 timer om ugen uden fridage, så er der i Indien udbredt opbakning til den velhavende arbejdsgiver.

Ifølge de amerikanske myndigheder betalte den velhavende arbejdsgiver kun godt én dollar i timen.

Sagen har fået Indien til at udvise en amerikansk diplomat som gengæld for USA's udvisning af den indiske diplomat Devyani Khobragade, der vendte hjem til New Delhi fredag.

Hun er blevet udvist fra USA, hvor hun skal have underbetalt sin tjenestepige og have løjet overfor myndighederne om lønnen til tjenestepigen.

- Jeg er dybt taknemmelig for jeres støtte. Min regering og mine advokater vil tale min sag, sagde den 39-årige Khobragade ved ankomsten til den indiske hovedstad. Hun har efterladt sin mand og sine to børn i USA.

I Indien er der harme over, at Khobragade, som var Indiens vice-generalkonsul i New York, blev anholdt 12. december i New York og sigtet for svindel med et visum til en af sine tjenestefolk.

Den indiske vice-generalkonsul, fik angiveligt et visum til sin tjenestepige efter at have lovet at betale hende en månedsløn på 4500 dollar (knap 25.000 kroner).

Men i stedet for at betale den lovede løn skulle hun have indgået en hemmelig aftale med tjenestepigen om, at hun kun fik 30.000 rupier (omkring 3100 kroner), hvilket er langt under den amerikanske mindsteløn.

Den underbetalte tjenestepige, Sangeeta Richard, som har anmeldt sagen, skulle øjensynligt arbejde 100 timer om ugen uden fridage og for kun godt én dollar i timen.

Khobragade, som fik fuld diplomatisk immunitet 8. januar, blev i første omgang anholdt og lagt i håndjern og kortvarigt tilbageholdt af amerikansk politiet, hvilket har skabt harme i Indien.

Indien overførte hende senere til FN, hvormed hun blev sikret fuld diplomatisk immunitet onsdag.

En amerikansk storjury tog torsdag formelle skridt til en retssag mod hende, og da Indien afviste at ophæve hendes ny immunitet, blev Khobragade bedt om at forlade USA.

/ritzau/AFP