Divisionsforeningen varsler fodboldkonflikt fra 1. juli

Skrevet af admin

30/05/2014

Dagens topnyheder

Det er svært for Divisionsforeningen og Spillerforeningen at blive enige om en ny overenskomst for landets professionelle fodboldspillere.

Derfor har Divisionsforeningen taget endnu et skridt i forhandlingerne og varslet konflikt fra 1. juli.

- Vi håber på at finde en løsning, men skal der være konflikt, skal den overstås så tidligt som muligt på sæsonen, så skaden på dansk fodbold begrænses mest muligt.

- Derfor varsler vi konflikt fra 1. juli, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, i en pressemeddelelse.

Spillerforeningen vil fredag ikke udtale sig til sagen.

- Spillerforeningen har for nuværende ingen kommentarer til overenskomstforhandlingerne. Spillerforeningens bestyrelse vil holde møde i løbet af denne weekend, hvorefter Spillerforeningen igen er til rådighed for pressen, lyder det på Spillerforeningens hjemmeside.

Divisionsforeningen forsøger at undgå, at de danske fodboldklubber ligger stille i august, hvor både de hjemlige turneringer og den europæiske fodbold er i gang igen.

Det vil være konsekvensen, hvis Spillerforeningen beslutter sig for at strejke på det tidspunkt.

Det er Divisionsforeningen, der har opsagt den hidtidige overenskomst, som er 10 år gammel, med henvisning til, at den er utidig og bremser investeringslysten i dansk fodbold.

Det er blandt andet den såkaldte feriepengesag, der har fået arbejdsgiverne til at kræve en genforhandling.

Siden har parterne forhandlet om en ny aftale uden dog at blive enige. Og et forslag fra Divisionsforeningen om at forlænge den nuværende aftale med tre måneder er afvist.

De eneste klubber, der bliver undtaget fra en eventuel lockout i juli fra arbejdsgivernes side, er de fem klubber, der skal spille europæisk.

- Konsekvensen af ikke at spille i europæiske turneringer rækker så langt ind i fremtiden, at det ikke er rimeligt at inddrage de fem klubber i konflikten, siger Claus Thomsen.

August 2004 var sidste gang, der var konflikt i dansk fodbold. Spillerne strejkede, og Superligaen blev sat i bero.

Men klubber som Brøndby og AaB skulle kvalificere sig til Uefa Cuppen og forberedte sig til at stille med et oldboyshold bestående af blandt andre Mogens Krogh og John "Faxe" Jensen.

Senere meldte Per Nielsen og Dan Anton Johansen imidlertid ud, at de ville trodse strejken og spille alligevel, men så langt kom det aldrig.

Dagen før returkampene blev parterne enige om en ny aftale, som altså udløber 1. juli i år.

/ritzau/