Djokovic nedlægger finsk forhindring ved Wimbledon

Skrevet af admin

01/07/2015

Mest læste i dag

Den forsvarende Wimbledon-mester Novak Djokovic har sikkert nedlagt de to første forhindringer på vej mod en gentagelse af sidste års triumf.

Onsdag slog den serbiske verdensetter finske Jarkko Nieminen med 6-4, 6-2 og 6-3.

28-årige Djokovic kan efter den nemme sejr se frem til lidt hårdere modstand, når han i tredje runde skal møde Bernard Tomic. Australieren er seedet som nummer 27 ved den prestigefyldte græsturnering.

Novak Djokovic har på papiret været heldig med lodtrækningen, da flere af de største konkurrenter som Roger Federer, Andy Murray og Rafael Nadal er havnet i den modsatte turneringshalvdel. Det betyder, at serberen tidligst kan møde dem i finalen.

Hvis Djokovic når frem til semifinalen, så risikerer han dog at stå over for schweizeren Stanislas Wawrinka.

Wawrinka vandt for få uger siden French Open efter en finalesejr over Djokovic.

Djokovic har endnu ikke afgivet et eneste sæt ved dette års Wimbledon, som blev indledt med en klar sejr over tyske Philipp Kohlschreiber.

/ritzau/