DMI advarer: Danmark rammes af stormen Malik

Skrevet af Nicolai Busekist

28/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danskerne kan se frem til en særdeles stormende weekend, hvor landet rammes af stormen Malik.

Dagens topnyheder

Har du planer om at bevæge dig udenfor i weekenden, skal du holde på hat og briller. Danmark bliver nemlig ramt af en storm, der har fået navnet Malik. Det skriver DMI i et varsel.

På lørdag har et kraftigt østgående lavtryk en bane nord om Danmark. På sydsiden af dette lavtryk vil der blive meget blæsende fra vest og senere fra nordvest.

Det har resulteret i, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har opsat et varsel om storm, der kommer til at ramme den nordvestlige del af landet. Det er derfor ikke i hele landet, at der vil være tale om storm. Dog vil der være godt med vind i hele landet.

Meteorolog Jesper Eriksen fra DMI oplyser, at det er gældende fra lørdag eftermiddag til søndag morgen. Desuden skriver han på DMI's hjemmeside, at de har valgt at kalde stormen, der har kurs mod Danmark, for Malik.

Det bliver derudover rapporteret, at der er mulighed for, at varslet om storm senere vil blive opdateret til også at gælde for andre dele af landet.

I øjeblikket har DMI dog en risikomelding ude om storm for dele af den østlige del af Danmark. Derfor er det ikke sikkert, at resten af landet kommer til at se sig fri for at få en storm på besøg.

Derudover er der også blevet udsendt en risikomelding for stormende kuling med vindstød af stormstyrke, der på nuværende tidspunkt er gældende for den sydlige del af landet.

DMI oplyser, at der også er en forventning om, at den kraftige vind vil resultere i forhøjet vandstand. På nuværende tidspunkt har de dog ikke givet oplysninger om, hvorvidt dette er noget, der vil være  gældende for hele landet.