Forside Nyheder DMI introducerer nyt system: Her er de fire indikatorer, du...

DMI introducerer nyt system: Her er de fire indikatorer, du bør kende til

Sol, sommer, himmel
Shutterstock

Det nye system er bygget på fire indikatorer, der tilsammen giver et overordnet billeder, der skal hjælpe danskerne.

Stigende temperaturer betyder, at tørke er blevet et voksende problem.

Derfor lancerer DMI en ny tørkeovervågning, der gør det nemmere for haveejere, landbrug, kommuner og myndigheder at følge med i, hvor tør jorden er, og hvordan tørken udvikler sig i Danmark.

Med DMI’s tørkeovervågning bliver det lettere at følge, hvordan tørke udvikler sig over tid, ligesom man som noget nyt kan se prognoser for den kommende tid.

“Tørke er desværre blevet et meget aktuelt emne, fordi Danmark vil blive ramt af stadig mere ekstreme tørkeperioder i takt med den globale opvarmning. Med den nye tørkeside kan vi følge udviklingen tæt, så landmænd og kommuner bedre kan planlægge,” siger professor Michael Butts, der har været med til at udvikle den nye tørkeovervågning side på dmi.dk.

Reager i tide

Formålet er at give et bedre overblik over, hvor tørt det er – både nu og over tid – så mange forskellige brugere lettere kan følge udviklingen og reagere i tide.

Myndigheder, landmænd og haveejere får dermed bedre mulighed for at planlægge for vanding i tide – og omvendt at undgå unødig vanding.

Tørkeovervågningen bygger på fire indikatorer, der tilsammen giver et overordnet billede af, hvor alvorlig tørken er, og hvor den rammer:

  • Nedbørsstatus
  • Jordvandstatus
  • Planteaktivitet
  • Satellitbaseret tørkeindeks

Ved at kombinere de forskellige data giver tørkeovervågning et mere præcist og helhedsorienteret billede af tørke end tidligere.

Brugerne kan navigere i interaktive kort, zoome ind på specifikke kommuner enten direkte på kortet eller via en menu for at få mere detaljeret indsigt.

Overvågning på kommuneniveau

“Vi kan nu levere gratis tørkeovervågning på kommuneniveau til alle interesserede, der giver et forbedret billede af de geografiske forskelle af tørke, vi har i Danmark. Dog ikke ned på den enkelte mark eller matrikel. Men samlet set vil vores nye tørkeovervågning gøre Danmark bedre rustet til at håndtere tørke,” siger Michael Butts.

Hos kommunerne ser de frem at få til et fælles og lettilgængeligt billede af, hvordan tørken udvikler sig – både før problemerne opstår, og mens de er her.

Tørke påvirker byggerier og dyreliv

Tørke kan føre til afgrødetab, højere fødevarepriser og større behov for kunstvanding. Samtidig kan bygninger, veje og jernbaner tage skade, og risikoen for naturbrande stiger.

Tørke kan også sænke vandstanden i søer og vandløb og påvirke både vandkvalitet, grundvand og dyreliv.

Tørke udvikler sig først langsomt som manglende nedbør, derefter kommer vandmangel i de øverste jordlag, hvilket går ud over afgrøder og haver – og slutteligt går tørken ud over vand i vandløb og grundvand.

Ads by MGDK