DMI ude med vinterprognose: Koldeste vinter i årevis – og sandsynligvis med sne

Skrevet af Nils Würtzenfeld

13/10/2016
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
En ny vinterprognose fra DMI peger på, at vinteren bliver både kold og hvid.

Mest læste i dag

Hos DMI har man været ved at kigge i den vejrmæssige krystalkugle, og selvom der fortsat er meget usikkerhed forbundet med de vejrlige forudsigelser, så tegner denne vinter til at blive en kold én af slagsen.

- Det tegner til at blive en mild, men fugtig november. Temperaturmæssigt vil den ligge lidt over normalt, så det er der ikke meget vinter over, men når vi kommer til december, så ser vinteren for alvor ud til at starte, fortæller vagthavende ved DMI, Frank Nielsen, til Dagens.dk.

Han understreger, at det fortsat er svært at spå om det endegyldige december-vejr, men holder prognoserne stik, så vil julemåneden blive koldere end de seneste år.

- Som det ser ud nu, så får vi temperaturer under normalt i løbet af december. Det er selvfølgelig alt for tidligt at spå om en hvid jul, men når det bliver koldere, så er der selvfølgelig også større sandsynlighed for, at nedbøren vil falde som sne, lyder det.

De seneste fem år har vi i Danmark, med undtagelse af 2012, ellers haft milde vintre med temperaturer over december-gennemsnittet på 1,6 grader, men i år tegner til at blive anderledes.

- Det ser ud til, at vi får en kold december i år. Også koldere end de senere år. Det er stadig usikkert, men 11. november kommer der en ny prognose, og så er vi klogere til den tid, fortæller Frank Nielsen.

Dermed må vi vente lidt endnu for at vide os helt sikre på, om vi skal ud og købe ekstra tykke vinterstøvler i år.

Du kan læse flere vejr-nyheder her: Dagens Vejr