Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt en varsel om forhøjet vandstand ved Vadehavet og den centrale Vestkyst.
Varslet gælder fra tirsdag sen eftermiddag til midt på aftenen.
Ifølge DMI skyldes den forhøjede vandstand et mindre lavtryk over Nordsøen, der tirsdag eftermiddag og aften vil bevæge sig ind over den nordlige del af Jylland. En kraftig vestenvind på sydsiden af lavtrykket vil presse vand fra Nordsøen ind i Vadehavet og den centrale Vestkyst.
Ved Vadehavet ventes vandstanden at komme op mellem 230 cm og 270 cm over DVR90. Ved den centrale Vestkyst ventes vandstanden at komme op mellem 190 cm og 230 cm over DVR90.
DMI understreger, at den præcise bane for lavtrykket er usikker, og ændringer kan medføre enten lidt højere eller lidt lavere vandstande. "Vi følger situationen og opdaterer efter behov," siger vagthavende meteorolog Mille Jensen.