Død mand fundet i bil i Odense er stukket ihjel

Skrevet af admin

30/03/2015

Dagens topnyheder

En mand, der mandag morgen blev fundet død i en bil i det sydlige Odense, er blevet dræbt med et stikvåben.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Kort efter klokken otte mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om en livløs person, der sad i en bil på Jacob Hansens Vej i Odense-forstaden Hjallese.

- Ved findestedsundersøgelsen er det nu konstateret, at der er tale om et drab forøvet med stikvåben, skriver politiet.

Oplysningen kommer, efter at politiet hele formiddagen har arbejdet på stedet sammen med kriminalteknisk afdeling og retsmedicinere.

Til at starte med betegnede politiet dødsfaldet som værende mistænkeligt, men nu konstateres det altså, at der er tale om en forbrydelse.

- Der foreligger på nuværende tidspunkt intet om motiv, ligesom drabsvåbnet ikke er fundet, skriver Fyns Politi.

/ritzau/