Døde rotter og ekskrementer lukker kinesisk restaurant

Skrevet af Ann Katrine Warren

26/02/2014

Mest læste i dag

Restaurant New Garden på Østerbrogade i København blev lukket med øjeblikket virkning, efter Fødevarestyrelsen den 17. februar havde været på ekstraordinært kontrolbesøg.

Kontrollen endte med en bøde på 10.000 kroner og et forbud mod at sælge og fremstille fødevarer, for det var bestemt ikke småting, som kontrollanterne fandt på den ellers kendte restaurant ved Trianglen.

LÆS OGSÅ: Råddent kød og fiskefars: Se de værste skandaler

Det blev blandt andet fundet rottelort langs en radiator i restauranten, og man havde sat rottefælder op i både restauranten og køkkenet. Der blev også fundet rottelort på hylder og glas. Det fremgår af kontrolrapporten.

I kælderen lå der flere døde rotter og "bunker af rotteekskrementer" Kælderrummet var undermineret af rotter, og det tilstødende lokale, hvor restauranten opbevarer fødevarer, var ikke blevet sikret mod skadedyr. Der blev også fundet rottelort herinde.

Fødevarestyrelsens kontrol skete på baggrund af en henvendelse fra Københavns Kommune, efter en kunde havde set en rotte løbe over gulvet i restauranten og ind under buffetten.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med