Dødsfald kan hænge sammen med akuttelefon

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

De lange ventetider med den omstridte 1813-akuttelefon i Region Hovedstaden kædes nu sammen med en række dødsfald.

Det skriver Berlingske på baggrund af et notat fra administrationen bag akuttelefonen til politikerne i regionen.

Ifølge notatet har der siden ordningens start ved årsskiftet været to dødsfald, hvor det "principielt ikke kan udelukkes, at ventetid på telefonisk kontakt til 1813 kan have været medvirkende til dødsfaldene."

Udover de to dødsfald, der kan have forbindelse til ventetiderne, nævnes der et tredje dødsfald, hvor det ifølge Berlingske på samme vis "principielt ikke kan udelukkes, at ventetid på den kørende lægevagt kan have været medvirkende til dødsfaldet".

Notatet er udarbejdet på baggrund af et spørgsmål fra Finn Rudaizky, regionspolitiker for Dansk Folkeparti, som har ønsket svar på forekomsten af utilsigtede hændelser med dødelig udgang efter lanceringen af 1813-ordningen.

/ritzau/