Dødstal opjusteres voldsomt efter bombeangreb i Aleppo

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Dødstallet fra det syriske regimes luftangreb på byen Aleppo, hvor tøndebomber lørdag blev smidt fra helikoptere, er steget til 85.

- Mindst 85 personer er dræbt, herunder 65 civile. 10 af dem er børn, siger menneskeretsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i London.

Angrebet var rettet mod flere områder af den syriske by, og alene i området Tareq al-Bab mistede 34 mennesker livet.

Aleppo har været stærkt opdelt mellem regimets støtter og rebeller, siden støtter af oppositionen i midten af 2012 lancerede en massiv offensiv i byen.

Kamphandlinger har siden efterladt den historiske by i ruiner.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 10 af de dræbte er jihadister fra gruppen Al-Nusra, der har relationer til al-Qaeda.

Andre 10 kan ikke identificeres.

Lørdag fastslog Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, at dødstallet for konflikten, der begyndte for knap tre år siden, nu er oppe på over 136.000.

Gruppen mener imidlertid, at det virkelige dødstal kan være meget højere, da både det syriske regime, de militante islamister og oprørerne, der kæmper i krigen, er meget tilbageholdende med at fortælle om egne tab.

Ved udgangen af december gjorde observatørgruppen dødstallet op til 130.433, men januar har været meget blodig, og nu er tallet så gjort op til 136.227 dødsofre for krigen.

Af dem skal 47.998 være civile, over 7300 af dem børn.

/ritzau/AFP