Dødt løb mellem store britiske partier forud for valget

Skrevet af admin

12/04/2015

Dagens topnyheder

Der er lagt op til en lang, sej kamp for politikerne i Storbritannien forud for parlamentsvalget 7. maj.

For flere meningsmålinger viser, at de to store britiske partier ligger side om side i det politiske slagsmål om vælgernes gunst.

En YouGov-måling foretaget for The Sunday Times viser sent lørdag aften, at både Det Konservative Parti, der har premierminister David Cameron i spidsen, og oppositionspartiet Labour får 34 procents opbakning.

Det har i længere tid stået klart, at det formentlig bliver de små marginaler, der afgør, om David Cameron kan fortsætte på posten som premierminister, eller om Labours leder, Ed Miliband, fremover skal sidde på magten.

En anden meningsmåling, der også er offentliggjort sent lørdag, viser dog et smalt forspring til Cameron.

Ifølge en Opinium-undersøgelse for The Observer står han til 36 procent mod Milibands 34.

Målingen er yderligere interessant, fordi den viser et fald i støtten til det EU- og indvandrerkritiske parti Ukip, som særligt konservative vælgere har flirtet med.

Holder det stik, er det således gode nyheder for David Cameron, der ellers har været vidne til en konservativ vælgerflugt til Nigel Farages parti, der i Opiniums måling får den laveste opbakning siden 2012.

Valget anses som det tætteste i generationer, og hverken Det Konservative Parti eller Labour kan skrabe et egenhændigt flertal sammen, men må danne koalitioner med mindre partier i parlamentet.

/ritzau/Reuters