Ved retten er musikeren blevet idømt ti måneders ubetinget fængsel efter en sag med i alt 11 forhold.
En karriere i offentlighedens søgelys betyder, at både succeser og problemer hurtigt bliver kendt af omverdenen.
Det gælder også, når kendte danskere kommer på kant med loven, og denne gang er det en musiker, som gennem flere år har markeret sig på den danske rapscene, der har fået sin straf.
Den 30-årige rapper Jamaika, der blandt andet har optrådt på Roskilde Festival, skal nemlig bag tremmer igen.
Ved Retten i Randers er han blevet idømt ti måneders ubetinget fængsel efter en sag med i alt 11 forhold.
Ifølge SE og HØR, der har fået aktindsigt i dombogen, var der tale om en tilståelsessag.
Jamaika, hvis borgerlige navn er Sharmarke Omar Ali, erkendte samtlige forhold.
Vold, trusler og knive
Flere af forholdene stammer fra en episode foran en adresse i Randers i maj 2025.
Her tog rapperen ifølge dombogen hårdt fat i en kvindes arm og gjorde efterfølgende tegn til at slå hende med knyttet hånd.
En anden mand blandede sig, hvorefter situationen eskalerede. Jamaika skubbede, slog og sparkede manden på kroppen og benene.
Under episoden viste rapperen desuden en kniv, som han havde siddende i sin strømpe, mens han fremsatte en udtalelse, der blev vurderet som egnet til at skabe alvorlig frygt.
Politiet fandt efterfølgende en kniv med en klinge på mere end 12 centimeter.
Sagen omfattede også en episode under en tidligere fængselsafsoning. Her truede Jamaika en fængselsbetjent, spyttede efter vedkommende og kom med flere grove skældsord.
Mister retten til at køre bil
Andre forhold omhandlede blandt andet en voldsepisode i Silkeborg, hvor Jamaika skubbede en mand omkuld.
I forbindelse med episoden fandt politiet en barberkniv på rapperen.
Tidligere i 2026 blev han desuden standset bag rattet, selv om han allerede havde mistet retten til at køre bil.
En blodprøve viste efterfølgende, at han havde et bevidsthedspåvirkende stof i blodet under kørslen.
Ud over de ti måneders ubetingede fængsel er Jamaika blevet frakendt retten til at køre bil i ti år.
En barberkniv og to knive er samtidig blevet konfiskeret, og rapperen skal betale sagens omkostninger.
Jamaikas forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, har over for SE og HØR bekræftet, at rapperen har modtaget dommen.