Dommer afviser at lade forsvarer bryde ind i terrorsag

Skrevet af admin

11/03/2016

Mest læste i dag

Retsformand Marianne Madsen vil ikke lade forsvarsadvokaterne bryde ind under anklagerens afhøring i sagen, hvor fire mænd er tiltalt for medvirken til terror.

Det får fredag forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til at tage ordet "rettergangsfejl" i sin mund.

- Hvis det er sådan, at forsvarerne ikke må protestere mod de spørgsmål, der bliver stillet, så vil jeg gerne bede om en kendelse på det.

- For det tangerer efter min opfattelse en rettergangsfejl, lyder det fra Juul Eriksen.

Men Marianne Madsen er iskold. Der bliver ikke afsagt nogen kendelse.

- Jeg har hørt det, lyder det fra retsformanden.

Forinden har hun over for forsvarsadvokat Mette Grith Stage gjort opmærksom på, at det kun er retsformanden, som må bryde ind i forhold til den måde, som anklagemyndigheden stiller spørgsmål på i afhøringen af de tiltalte.

Konflikten er opstået i forbindelse med afhøringen af 20-årige LE. Han er sammen med tre andre mænd tiltalt for at have tilskyndet og bistået Omar el-Hussein i forbindelse med angrebet mod synagogen.

På den måde har de ifølge anklagemyndigheden medvirket til terror.

Anklager Sidsel Klixbüll fik under sin afhøring stillet et spørgsmål, som efter Mette Grith Stages opfattelse fiskede efter et bestemt svar i stedet for at lade LE svare frit.

Det gjorde Stage opmærksom på, og det var i den forbindelse, at Marianne Madsen slog fast, at hvis der var noget, som skulle bemærkes i forhold til de spørgsmål, der blev stillet, så skulle hun nok som retsformand gøre det.

/ritzau/