Dommer tvangsindlægger skizofren: Truede med at slå tidligere PET-agent ihjel

Skrevet af admin

21/01/2015

Dagens topnyheder

Retten på Frederiksberg har bestemt, at en 31-årig mand skal tvangsindlægges efter at have opdateret sin Facebook-profil med udsagn, der kan opfattes som terrortrusler.

Formelt hedder det, at manden er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når plads haves.

Manden har på Facebook offentligt meddelt, at han har lyst til at dræbe den tidligere PET-agent Morten Storm samt personer, der har "bandet på" profeten Mohammed.

Dommer Poul Egan begrunder sin afgørelse med, at manden tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Den tidligere sag stammer fra 2006 og drejer sig om en truende mail til partiet Venstre i forbindelse med Danmarks krigsdeltagelse i Irak.

I brevet fremsatte den nu 31-årige trusler mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den sag endte med at koste manden en udvisning af Danmark, men i 2011 bestemte Højesteret, at manden var for syg til at blive udvist.

Manden er ifølge Ritzaus oplysninger født i Moskva i det daværende Sovjetunionen, men han har haft sin barndom i Georgien. Advokat Peter Hjørne bekræfter efter dagens retsmøde oplysningerne over for Ritzau.

- Han har levet det meste af sit voksenliv i Danmark, fortæller Peter Hjørne, som også var forsvarer for manden under den tidligere sag.

Det kom dengang frem, at manden er diagnosticeret skizofren, og det er blandt andet den diagnose, som ligger til grund for Højesteretsafgørelsen fra 2011.

En bekendt af den 31-årige, den selverklærede salafist Adnan Avdic, er onsdag mødt op ved Retten på Frederiksberg. Han fortæller til Ritzau, at den 31-årige i den seneste tid har været indlagt på grund af sin sindslidelse.

- Han har skrevet de her ting, mens han har været indlagt, og han er blevet anholdt på Bispebjerg Hospital, siger Adnan Avdic.

/ritzau/