Dommerfejl var ved at knække Jan Ø. Jørgensen

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen måtte kæmpe hårdt gennem tre sæt for at sende Dionysius Hayom Rumbaka fra Indonesien ud i anden runde ved Denmark Open.

I det afgørende tredjesæt var en diskussion med dommeren ved at koste danskeren fatningen og kampen, men Jan Ø. Jørgensen kæmpede sig tilbage og vandt 12-21, 21-15 og 21-19 efter en svingende præstation.

- Det er en stor lettelse at nå kvartfinalen, men for at være ærlig var kampen virkelig noget rod. Korte dueller, ingen rytme og kun rå fight gennem hele kampen. Det var ikke godt i dag, lyder det fra den danske verdenstoer.

Ligesom i sin første kamp ved Denmark Open kom Jan Ø. Jørgensen skidt fra start, men modsat kampen onsdag nåede danskeren ikke at vende det i første sæt.

Han haltede langt efter hele vejen, og Rumbaka snuppede sættet med 21-12.

Den andenseedede dansker fandt timingen i andet sæt, som han hjemførte med 21-15.

En dommerfejl bagud 6-7 i tredje sæt frustrerede tydeligvis Jan Ø. Jørgensen, som højlydt diskuterede med stigedommeren.

Han blev bragt ud af fokus, og indoneseren bragte sig foran med 13-7.

Danskeren kæmpede sig dog flot tilbage, og ved 17-17 var han igen helt med i kampen.

Ved 19-19 diskede Jan Ø. Jørgensen op med en mirakelopsamling, som sikrede ham en matchbold, og den udnyttede han.

Nu venter endnu en indoneser i skikkelse af Tommy Sugiarto i kvartfinalen.

- Jeg skal præstere bedre, for i dag (torsdag, red.) var ikke acceptabelt. Jeg er glad for sejren, men jeg skal forbedre mit spil, siger Jan Ø. Jørgensen.

/ritzau/