Domstol i USA: Sort liste for flypassagerer er ulovlig

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Det amerikanske register over personer, der bliver nægtet adgang til passagerfly, fordi de mistænkes for at have relationer til terrorvirksomhed, er i strid med USA's forfatning.

Det fastslog en føderal domstol i delstaten Oregon tirsdag.

Den såkaldte "no-fly list" er kendt forfatningsstridig, fordi den ikke giver folk på listen ordentlig mulighed for at bestride, at deres navn er havnet på listen, hedder det i domstolens afgørelse.

Sagen er blevet bragt for en dommer af 13 amerikanske muslimer. De blev nægtet adgang til passagerfly, da deres navne figurerede på flyveforbudslisten.

Dommeren, Anna Brown, har givet myndighederne besked på at indføre nye procedurer for at sikre, at folk kan klage, hvis de kommer på listen. Samtidig understreger hun, at myndighederne skal fortælle de 13 muslimer, hvorfor de er endt på listen og give dem mulighed for at få beslutningen omgjort.

Afgørelsen lægger vægt på, at internationale rejser med fly ikke længere kan betegnes som en luksus, men er et vigtigt aspekt af den frihed, som folk har ret til i et frit samfund.

Afgørelsen betegnes som en stor sejr for de 13 sagsøgere, der alle afviser at have nogen relationer til terrorisme og først fandt ud af, at de var på listen, da de stod i lufthavnen og ikke fik lov at gå om bord på deres fly. Blandt de 13 er fire militærveteraner.

Registret blev oprettet i 2003 oven på terrorangrebet i USA to år tidligere. Er man på listen, kan man hverken flyve på indenrigsruter i USA eller til og fra landet.

Omkring 20.000 navne menes at være opført på listen, da FBI mistænker dem for at udgøre en terrortrussel. 500 af dem er amerikanske statsborgere.

/ritzau/Reuters