Dortmund-legende får endnu flere splinter på bænken

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Fodboldmålmanden Roman Weidenfeller må indstille sig på at være reserve hos Borussia Dortmund i mindst tre kampe endnu.

Dortmund-træner Jürgen Klopp har i de seneste to kampe, mod Hoffenheim i Bundesligaen og Anderlecht i Champions League, vraget klubbens mangeårige førstevalg til fordel for australieren Mitch Langerak.

- Hvis der ikke sker noget, spiller Mitch Langerak de sidste tre kampe i år, siger Jürgen Klopp til Dortmunds hjemmeside.

Klubben mangler at møde Hertha Berlin ude, Wolfsburg hjemme og Werder Bremen ude, før Bundesligaen holder vinterpause i lidt over en måned.

Træneren, der har været i Dortmund siden sommeren 2008, har talt med 34-årige Roman Weidenfeller om degraderingen.

- Vi havde i går en lang og virkelig god samtale, efter seks et halvt års samarbejde havde det været svært at forestille sig andet.

- Roman vil kæmpe, og han er allerede begyndt. Fra næste år begynder de forfra igen, siger Jürgen Klopp.

Roman Weidenfeller er reserve for Manuel Neuer på det tyske landshold. Weidenfeller har været hos Dortmund siden 2002, og han har spillet over 350 kampe for klubben.

Denne sæson er imidlertid gået helt skævt for Dortmund i Bundesligaen, hvor klubben kun er nummer 14 med 14 point for 14 kampe.

I Champions League er det gået langt bedre, og med 1-1-resultatet hjemme mod Anderlecht sikrede Dortmund sejren i gruppe D.

/ritzau/