Dortmund-træner Jürgen Klopp er ovenud tilfreds med sit holds spil i tirsdagens 2-0-sejr på hjemmebane over Arsenal i Champions League.
- Vi var modige, vi var hurtige, og vi gjorde alt det, der skal til for at vinde denne kamp. Jeg nød det fra første til sidste minut. Det var næsten perfekt. Når man ser kampe som denne, føles det som om, at det er verdens bedste job, siger den karismatiske træner til uefa.com.
Værterne styrede hele kampen mod de engelske gæster, og det var tættere på 3-0 end en Arsenal-reducering.
Arsenals spanske midtbanespiller Mikel Arteta mener lige som den tyske træner, at Dortmunds fart var afgørende og gav London-klubben store problemer.
- Dortmund spillede med en masse fart oppe foran. Det kunne vi ikke kapere, og vi gav dem bolden for meget. Vi havde tre eller fire chancer, men jeg synes, at Dortmund var det bedste hold.
- Det er et af de sværeste stadioner at spille på, og vi præsterede ikke godt i aften, siger Arteta.
Den vurdering er holdkammerat Lukas Podolski enig i efter besøget i hjemlandet.
- Dortmund vandt fortjent. De var bedre fra det første minut. Arsenal burde gå ud på banen med brystet fremme, men det gjorde vi ikke, siger den tyske verdensmester.
Det var Dortmunds italienske angriber Ciro Immobile og hurtigløberen Pierre-Emerick Aubameyang, der scorede kampens to mål.
Dortmund fører Gruppe D, da gruppens øvrige medlemmer, Galatasaray og Anderlecht, spillede 1-1 i Istanbul.
/ritzau/