Danmark kæmper en kamp for at bevare sin historiske førerposition på verdensmarkedet for vindmøller. Det handler om fremtidens klima og fremtidens arbejdspladser. En ny kæmpemølle og en nyt testcenter i Thy skal holde Danmark i front.
DR2 følger byggeriet af verdens vildeste vindmølle og præsenterer hidtil usete optagelser fra teknikkens grænseland. Den 36-årige programleder Rasmus Lund fra Siemens Wind Power i Brande er helt central i byggeriet. Han står i spidsen for arbejdet med at udvikle virksomhedens nye 6 MW vindmølle:
- Alt, hvad vi laver, er noget, vi aldrig har prøvet før. Det handler om at være først og bedst, som Rasmus Lund selv siger i programmet, der sendes 25. november.
Udsendelsen følger ham i hele processen, mens verdens hidtil længste møllevinger tager form. Som det første tv-hold har DR været inde i de hellige fabrikshaller, hvor fremtidens mølleteknologi bliver udviklet. Her er adgang ellers forbudt af konkurrencehensyn.
200 meter høj vindmølle
Seerne får også lov at følge etableringen af det omstridte nationale testcenter for store vindmøller i den øde klitplantage ved Østerild i Thy. Her har teknikere fra DTU Vindenergi haft travlt, siden politiet i sommeren 2011 fjernede de aktivister, der blokerede for træfældningen. Vi ser områdets forvandling fra plantage til topmoderne testcenter, og seerne kan følge teknikernes arbejde helt op i toppen af lysmasterne en kvart kilometer oppe i himlen.
Det hele kulminerer, da verdens vildeste vindmølle transporteres til verdens største testcenter, og seerne i en dramatisk reportage bliver vidner til rejsningen af Rasmus Lunds 197 meter høje vindmølle. Et grænseoverskridende byggeri, der skal holde Danmark i front på verdensmarkedet for vindmøller.
Udsendelsen kan ses på DR2 den 25. november klokken 19.30.