Drabelig stigning: Antallet af myrdede eksploderede i 2014

Skrevet af admin

26/12/2014

Mest læste i dag

En blanding af jalousi og flere flasker vodka delt mellem to tømrerkolleger i Lyngby udløste allerede ni dage efter nytårsaften 2014's første drab.

Altandrabet, blev det kaldt, fordi gerningsmanden skar halsen over på sin kammerat og gemte liget på altanen. Der lå det i fem dage, inden det blev fundet af politiet.

Siden er 52 personer blevet dræbt i Danmark, viser opgørelser fra de 12 politikredses drabsafdelinger. Fire af tilfældene betegnes som vold med døden til følge.

Det er en stigning på 51 procent siden 2013, hvor politiet kunne tælle i alt 35 drab ved årets udgang.

Læs også: Fakta: De blev dræbt i 2014

2014 bryder altså øjensynligt de seneste fem års tendens med færre drab, end man har set de sidste 25 år, hvor antallet har ligget omkring 50 om året.

Læge Asser Hedegård Thomsen fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet siger, at tallet svinger lidt op og ned.

- Jeg har siddet og ventet på, om det fald, vi har set de seneste år, er et reelt fald, eller om det ville begynde at stige igen.

- Hvis der skete et reelt fald, ville det give mening. For der er kommet bedre behandlinger, og man kommer hurtigere på sygehuset. Dermed bliver flere også reddet, siger han.

Men stigningen kan ifølge Hedegård Thomsen være et udtryk for, at de sidste års lavere drabstal har været et mindre udsving fra et ellers relativt konstant niveau på omkring 50 drab om året.

Nordsjælland er med ni drab og et tilfælde af vold med døden til følge den politikreds, hvor flest er blevet slået ihjel i år.

- Et fælles kendetegn for drabene i vores kreds har været, at drabsmanden har haft en nær relation til offeret, fortæller lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjælland, Henning Svendsen.

Et af dem var drabet på en 39-årig mor, som blev stukket i halsen foran Holmegårdscenteret i Kokkedal i april. Hendes 45-årige ekskæreste er mistænkt.

Mindst ni af årets familiedrab er endt med, at drabsmanden har begået selvmord efterfølgende.

Et af dem fandt sted 23. februar, da en 41-årig mor dræbte sin lille datter på 14 måneder og derefter sig selv - angiveligt med en pilleoverdosis - i sin bil ved Klemensker på Bornholm. Tragedien fandt sted efter et skænderi med kvindens samlever.

/ritzau/