Dræbte på Orlando-natklub blev fældet af 200 skud

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

De 49 personer, som i juni blev dræbt i en massakre på en natklub i Orlando, blev ramt af i alt 200 kugler. Det skriver medier i delstaten Florida mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Uden at tælle de skud med, som ramte 53 mennesker, der overlevede, er der fundet 200 skudsår i de dræbte.

Det viser en rapport fra det retsmedicinske kontor i Orange County ifølge avisen Orlando Sentinel.

Tirsdag vil hele konklusionen af lægernes undersøgelse af de mange ofre blive offentliggjort, har AFP fået oplyst.

Drabsmanden Omar Mateen, en 29-årig amerikaner med afghansk baggrund, åbnede ild på natklubben Pulse omkring to timer efter midnat 12. juni.

På det tidspunkt var natklubben, et populært mødested for bøsser og lesbiske, fyldt med feststemte gæster.

Efter at have skudt omkring sig forskansede han sig på et toilet med adskillige af gæsterne som gidsler.

Efter de første skud ringede han tre gange til alarmcentralen og identificerede sig som "islamisk kriger". Han udtrykte også sympati for Islamisk Stat.

Han oplyste desuden, at han befandt sig på Pulse og stillede krav om, at USA skulle trække sig ud af konflikterne i Syrien og Irak, har det amerikanske forbundspoliti FBI tidligere oplyst.

De næste tre timer var han i kontakt med politifolk, som ved 5-tiden stormede stedet. Omar Mateen blev dræbt i den efterfølgende skudveksling.

Politifolk skød mod Mateen omkring 150 gange. Men de fleste skud var forbiere. Fredag fremgik det af en obduktionsrapport, at han blev ramt af otte skud ifølge Orlando Sentinel.

Masseskyderiet i natklubben er blevet betegnet som det værste i USA's nyere historie.

Omar Mateen var bevæbnet med en pistol og en automatriffel af typen AR-15. En moderne udgave af det våben, som amerikanske soldater brugte i Vietnam-krigen. Det kan affyre flere end 30 skud i minuttet.

/ritzau/