Smil blev vendt til bekymrede miner og tårer, da 20 børn lørdag eftermiddag blev fanget i fire meters højde, da en fejl udløste en nødbremse på en forlystelses bremse i et tivoli.
Det skete i et omrejsende tivoli, der for tiden opholder sig nær Viborg. Hændelsen opstod, fordi forlystelsen ved navn Kålormen er designet, så den ikke får for meget fart på, når den drøner gennem banens sving.
Da systemet svigtede, blev rutsjebanens nødbremse aktiveret.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der blev alarmeret klokken 15.12, da 20 børn sad stille og kiggede ned på deres panikslagne forældre.
– Den stod låst, så børnene ikke kunne komme ned. Det er teknikken, der gør, at den stopper, som den skal, men så kunne de ikke få gang i den igen, siger vagtchef Jens Claumarch.
LÆS OGSÅ: Lille dreng stikker af og bliver fundet i bamse-maskine
Der var ingen børn, der kom til skade under uheldet.
– Brandvæsnet bor 400 meter derfra, så de var fremme ret hurtigt og fik børnene ned med stige, et ad gangen.
– Det var forældrene, der var mest nervøse, siger vores indsatsleder, der var til stede, siger Jens Claumarch.
Tivoliet har fået påbud om at lade forlystelsen stå stille indtil søndag, hvor rutsjebanen inspiceres af Teknologisk Institut, der skal sikre sig, at fejlen bliver udbedret.
/ritzau/