Drogbas frisparksperle sørger for Montreal-sejr

Skrevet af admin

11/10/2015

Mest læste i dag

Didier Drogba scorede natten til søndag dansk tid et fremragende mål på frispark, som betød, at Montreal Impact vandt 1-0 ude over Colorado Rapids i den nordamerikanske fodboldliga Major League Soccer (MLS).

37-årige Drogba scorede det afgørende mål efter et kvarter. Ivorianeren kiggede op og ind mod de mange spillere i feltet, og den tidligere Chelsea-angriber gjorde klar til det, der lignede et indlæg.

Men i stedet bankede Drogba smart bolden forbi muren og ind ved den nærmeste stolpe, hvor Colorado-keeperen Zac MacMath ikke kunne nå ud i tide til at redde forsøget.

Det var Drogbas niende mål i lige så mange kampe i denne sæson, efter at veteranen i sommer skiftede fra Premier League-klubben Chelsea.

Sejren fastholder Montreal på sjettepladsen i den østlige division i MLS, og den placering giver akkurat adgang til slutspillet som et af de seks bedste hold i divisionen.

Montreal har nu 45 point efter 32 kampe - fire point mere end den nærmeste konkurrent Orlando City. Begge hold mangler at spille to kampe i grundspillet.

/ritzau/