Dronningens nytårstale flytter til Fredensborg i år

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Meget vil nok være, ganske som det plejer, når dronning Margrethe nytårsaften klokken 18.00 holder sin traditionsrige nytårstale til danskerne. Men omgivelserne vil være anderledes, når dronningen siger sit "Gud bevare Danmark".

På grund af byggearbejde på Amalienborg i indre København, hvor dronningen plejer at holde sin nytårstale, holder dronning Margrethe i år talen på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

- Nytårstalen holdes traditionelt fra dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

- I år holder dronningen nytårstalen fra Fredensborg Slot, hvor regentparret har residens som følge af renoveringen af taget på Christian IX's Palæ, Amalienborg, lyder det i en meddelelse fra kongehuset.

Nytårstalen holdes hvert år den 31. december klokken 18.00, og talen transmitteres direkte på tv og i radioen.

Det er dog ikke første gang, at dronningen holder sin højtidelige tale om årets gang i Danmark fra Fredensborg. Nytårstalen er tidligere blevet holdt på Fredensborg Slot i 1979 og 1980, hvor Christian IX's Palæ også var under renovering.

Fredensborg bliver også ramme for hele kongefamiliens jul i år. Ifølge Billed-Bladet har dronning Margrethe og prins Henrik i år besluttet at invitere hele den store familie.

Og da der ikke er plads til den samlede kongefamilie på 44 medlemmer på Marselisborg Slot, hvor dronningen for det meste holde jul, rykker familien til Fredensborg. Om alle kommer, er dog endnu uvist.

Også i 2006 holdt alle tre grene af familien jul sammen på Fredensborg, og dengang dukkede 29 familiemedlemmer op.

Ifølge Billed-Bladet har alle familierne fået et såkaldt "questionnaire", et spørgeskema, så de kan svare på, hvornår de ankommer, hvor længe de bliver, og om de har barnepige med.

Det er sket før, at selve juleaften bliver holdt et andet sted end på Marselisborg Slot, men dronningen har hidtil altid været i Aarhus i nogle af juledagene.

/ritzau/