Drop bag Sønderjyske-sejr i bundbraget

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Søndag fejrede Sønderjyske indvielsen af en ny tribune på Sydbank Park med en vigtig sejr på 1-0 over gæsterne Viborg. Dermed rykker Sønderjyske op over nedrykningsstregen på bekostning af dagens modstander.

Noget tyder på, at Sønderjyskes tilhængere ud over de nye faciliteter også kan glæde sig over ny sæson i Superligaen. Sønderjyske har to point ned til Viborg under stregen med kun tre spillerunder tilbage.

Bundopgøret var rodet, og spillerne havde til tider meget fokus på at undgå at lave fejl. Kampen startede da også nervøst, og især hos Sønderjyske var der nerver at spore foran et rekordpublikum på 8.357 tilskuere.

To gange i første halvleg serverede værterne bolden til Superligaens topscorer, Viborgs Thomas Dalgaard, som ved begge lejligheder ramte stolpen.

Sønderjyske havde også et par gode muligheder, og en veloplagt Rubin Okotie var med et hovedstød tæt på at score sit ottende mål i foråret. Det vigtige 1-0-mål faldt nærmest samtidig med pausefløjtet.

Daniel Jensen scorede på et frispark fra omkring 25 meter, og det så noget spøjst ud. Bolden hoppede forbi målmand Michal Peskovic, der gik fejl af bolden og droppede fælt.

I anden halvleg kom Viborg længere frem på banen, og gæsterne havde også et par muligheder til at udligne. De sidste ti minutter kastede gæsterne alt frem, og det øgede underholdningsværdien.

Sønderjyske blev i anden halvleg ramt af skader til både Johan Absalonsen og Tommy Bechmann, som begge udgik. Det var da også et slidt Sønderjyske-hold som til sidst fightede sejren i land.

Allerede onsdag spiller Sønderjyske i Esbjerg, mens Viborg dagen efter tager imod FC København. De to hold skæver nok allerede mandag til bundopgøret i Aarhus, hvor bundproppen AGF tager imod OB.

/ritzau/