Drop Facebook, før kæresten dropper dig

Skrevet af Peter Mathiasen

25/08/2014

Mest læste i dag

Har du forsøgt at føre en samtale med en person, der sidder med blikket stift rettet mod mobiltelefonen eller iPad'en, imens personens ansigt bliver lyst op af det Facebook-blå skær fra skærmen?

Måske har du lært, at det kan være en ret stor udfordring.

Faktisk kan det være så stor en udfordring, at mange parforhold går i stykker på grund af den manglende mentale tilstedeværelse.

Nye amerikanske studier fra Boston University viser, at øget brug af sociale medier giver mindre lykkelige parforhold og overvejelser om at forlade ens ægtefælle - og i værste tilfælde skilsmisse. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Undersøgelsen understreger, at for meget Facebook dræber intimiteten i parforholdet og skader familielivet.

Læs også: Kendt kok: Stik nu bare ungerne en kniv

Og den del af undersøgelsen bakker psykolog, familieterapeut og leder af Center for Familieudvikling Annette Due Madsen op om.

 

- Faren ved de sociale og især mobile medier er, at man er til stede uden at være til stede. Så den tid, der i forvejen er svær at finde til parforholdet, bruges ikke til at se hinanden i øjnene, siger hun til avisen.

Forskerne har analyseret data fra 42 amerikanske delstater, og resultatet viser, at en 20 procent stigning i antallet af facebookbrugere betød en stigning i skilsmisseraten på 2,18 procent - og det er oven i købet, selvom der er taget højde for alder, etnicitet og arbejdsløshed.

Læs også: Kære storbørnsforældre

 

I den anden del af undersøgelsen har man målt hver enkelt persons lykke i parforholdet hos 1.160 gifte personer. Her viste undersøgelsen, at de personer, der ikke bruger sociale medier, er 11,4 procent lykkeligere end dem, der bruger de sociale medier.

Samtidig er der dobbelt så stor sandsynlighed for, at storforbrugerne af de sociale medier overvejer at forlade deres ægtefælle sammenlignet med dem, der ikke bruger sociale medier.

Dog understreger forskerne, at der kan være tale om en "hønen og ægget"-situation, da det kan være svært at konstatere, om mennesker søder de sociale medier, fordi de allerede er i et mindre velfungerende parforhold, eller om det er de sociale medier, der skaber problemerne.

Læs også: Betagende video: Far bruger ni måneder på at vise graviditet på seks sekunder

Cand.psych. og ekstern lektor ved Aarhus Universitet Asger Neumann er enig i, at sociale medier kan være en tidsrøver til skade for parforholdet. Men han mener også, at danskernes forbrug af de sociale medier tegner et billede af, at vi er mennesker af vores tid.

- Vi lever i en kultur med evig konkurrence mellem selvrealisering og parforholdet. Vi vil på den ene side gerne pleje forholdet, men på den anden side vil vi gerne holde alle døre åbne. Vi er konstant bange for at gå glip af noget og skal i stort set alle henseender være i evig udvikling og åbne for muligheder,” siger han til avisen og nævner som eksempel personer, der bevarer en datingprofil på nettet, selvom de allerede har en fast kæreste, siger han og fortsætter:

- I de senmoderne samfund er man i det hele taget meget socialt mobile, når det gælder eksempelvis bopæl, jobskifte og partnerskifte. Det er ikke som i de gamle stationsbyer, hvor man blev født, døbt, gift og begravet i samme by - med en fra samme by. Der er langt mere bevægelse i samfundet i dag, og her er sociale medier bare ét element, siger han til Kristeligt Dagblad.