DSB dropper salgsvognen på alle togstrækninger

Skrevet af admin

19/05/2014

Dagens topnyheder

En sandwich, en kop kaffe eller noget til den søde tand. Det plejer togpassagerer at kunne købe fra salgsvognen, der trofast bliver kørt fra den ene ende af toget til den anden og tilbage igen.

Men nu er det endegyldigt slut med salgsvognen. DSB og Dansk Jernbaneforbund har indgået en aftale, som betyder salgsvognens endeligt.

Det er ikke mere end godt et halvt år siden, at salgsvognen blev fjernet fra de almindelige intercity-afgange. Nu bliver salgsvognen imidlertid fjernet fra alle togstrækninger.

- Vi må erkende, at det ikke er muligt at få skabt en bæredygtig økonomi for salgsvognen – heller ikke på de lange strækninger, siger Susanne Mørch Koch, der er personale- og kommerciel direktør hos DSB, i en pressemeddelelse.

- DSB har i længere tid haft fokus på det spørgsmål og har nu valgt at tage konsekvensen af dette. Personaleressourcerne fra salgsvognen vil blive brugt til andre opgaver i den daglige drift.

Det er en effektiviseringsaftale for togpersonalet, som DSB og Dansk Jernbaneforbund har indgået, der betyder, at der bliver lukket og slukket for salgsvognen.

Som følge af aftalen vil der frem til udgangen af 2015 ikke ske nogen afskedigelser af togpersonale på grund af DSB's beslutninger om effektiviseringer og rationaliseringer.

I januar sidste år kunne DR fortælle, at DSB siden 2004, hvor Statsbanerne selv overtog driften af salgsvognene, har haft et årligt underskud på mellem 86 og 115 millioner kroner. Det viste en opgørelse fra Transportministeriet.

/ritzau/