DSB forventer flere fejl på IC4-tog i den kommende tid

Skrevet af admin

08/04/2014

Dagens topnyheder

DSB forventer at finde flere revner i IC4-togenes aksellejekasser i den kommende tid, og tirsdag har man på ny opdaget en revne.

Det oplyser selskabet til Ritzau.

Mandag blev der også fundet en revne, og dermed er antallet af fejl på aksellejekasserne oppe på fem IC4-tog og et IC2-tog gennem de seneste fire år. Gennem den kommende tid forsætter DSB med inspektion af togene hvert syvende driftsdøgn.

- Som aftalt med Trafikstyrelsen fortsætter vi med inspektion med særligt fokus på revner i aksellejekasser.

- Jeg forventer derfor også, at vi i de kommende uger vil kunne finde yderligere revner i forbindelse med de gennemførte inspektioner. Disse vil blive behandlet efter samme procedure, siger Lars Nordahl, der er sikkerhedschef i DSB.

Fundet af revnen er indberettet til Trafikstyrelsen og Havarikommissionen. Opstår der flere fejl på togene fremover, vil DSB ikke tøve med at trække det pågældende tog ud af flåden, lyder det.

I sidste uge kom det frem, at togene, som blev leveret syv år for sent af italienske Ansaldobreda, i tre tidligere tilfælde har været udsat for brud i aksellejekasserne. Det tal er nu oppe på fem for IC4-togene.

DSB har i øjeblikket 59 IC4-tog godkendt til passagerkørsel, mens det aktuelle daglige behov til køreplanen er 19.

Tirsdag gav Trafikstyrelsen grønt lys til, at DSB kan fortsætte kørslen med de problemfyldte IC4-tog. Dermed kan togene fortsat køre i normal drift, så længe DSB laver tilsyn hvert syvende driftsdøgn.

Senest den 15. maj skal DSB følge op med en opdateret risikovurdering, efter at der blev afleveret en vurdering mandag. Desuden har virksomheden indledt et samarbejde med tyske eksperter, som er med til at lave en dyberegående undersøgelse.

/ritzau/