DSB har 1000 færre ansatte ved udgangen af 2014

Skrevet af admin

13/05/2014

Dagens topnyheder

DSB arbejder fortsat på at få en koncern, der løber rundt. Og med kvartalsregnskabet for det første kvartal i år er man godt på vej til at indfri målene om færre ansatte og større overskud.

DSB kom ud af årets tre første måneder med et overskud på 144 millioner kroner før skat. Det er en fremgang på hele 140 millioner kroner i forhold til perioden året før, viser koncernens regnskab.

Og ved udgangen af marts i år var der 7726 fuldtidsansatte i DSB - på samme tid sidste år lå tallet på 8101 ansatte på fuld tid.

- Bestyrelsen har stort fokus på de to overordnede mål i Et Sundt DSB. Ved udgangen af 2014 er resultatet for af- og nedskrivninger på 2,65 milliarder kroner og en reduktion på cirka 1000 medarbejdere i den danske del af forretningen, siger bestyrelsesformand Peter Schütze.

Man er godt på vej til at barbere antallet af ansatte ned. Og med et resultat før af- og nedskrivninger på 746 millioner kroner er første skidt til målet om at lande på 2,65 milliarder kroner, når 2014 slutter, taget.

I regnskabet skriver DSB da også, at man efter første kvartal nærmer sig målene for 2014, og "derfor tillader vi os allerede nu at begynde sporskiftet for de kommende år".

- Hvor det hidtil har drejet sig om at genoprette DSB's økonomi, så vil den næste del af vores strategiske rejse dreje sig om at fortsætte vores fokus på kerneproduktet, samtidig med at vi forbedrer produktiviteten 2-3 procent hvert år, skriver DSB.

DSB fik i første kvartal indtægter for lidt over tre milliarder kroner, hvilket er næsten på niveau med kvartalet i 2013, der lå 63 millioner kroner lavere.

I Danmark havde DSB 46,4 millioner kunder - og det er en stigning på tre procent i forhold til første kvartal 2013, hvor 45 millioner tog en tur med toget.

/ritzau/