Forside Nyheder DSB siger helt godnat til sovevogne

DSB siger helt godnat til sovevogne

DSB siger helt godnat til sovevogne

Lige nu læser andre

Nu er det slut med at få en god nats søvn i et nattog fra Danmark. Den sidste afgang på CityNightLine, DSB og tyske DB’s nattog, ruller ud fra Københavns Hovedbanegård i december 2014, og dermed er det helt slut med danske sovevogne.

Nattogene er en underskudsforretning, og derfor har DSB sammen med DB besluttet at sige stop, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

– DB og vi har kigget på tallene, og vi må erkende, at der ikke er økonomi i det, siger DSB’s chef for salg og produktmarketing Christian Linnelyst, i en pressemeddelelse.

Nattoget afgår i dag fra København og kører gennem Roskilde, Odense, Kolding, Padborg og Hamburg. I Hamburg deles toget og fortsætter til Amsterdam, Basel og Prag.

Læs også

Der er dagligt én afgang og én ankomst i København, men det er en begrænset skare, der ligger sig til rette i køjerne.

– Det er fortrinsvis turister i sommermånederne, der benytter denne afgang. Sommeren 2015 er imidlertid præget af et omfattende og langvarigt sporarbejde på Fyn, der gør, at vi er nødsaget til at aflyse næsten alle nattog i højsæsonen, siger Christian Linnelyst.

Han understreger, at der dog stadig er rig mulighed for at tage med toget rundt i Europa, selvom det er slut med sovevognene.

DSB har fortsat fire-seks daglige afgange mellem København og Hamburg og en daglig afgang mellem København/Aarhus og Berlin og derfra videre forbindelse til resten af Europa.

– DB og vi undersøger, om vi kan tilpasse køreplanen i dagtimerne, så vi kan give kunderne et attraktivt alternativ til nattoget med gode forbindelser ned gennem Europa, siger Christian Linnelyst.

Den sidste dag i køreplanen for nattogene er den 13. december i år.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK