DSV overgår forventninger i andet kvartal

Skrevet af admin

30/07/2014

Dagens topnyheder

Transportvirksomheden DSV kom ud af første halvår 2014 med et resultat før skat på 787 millioner kroner, oplyser selskabet.

Langt det meste af overskuddet blev kørt hjem i andet kvartal, og selskabets administrerende direktør, Jens Bjørn Andersen, er godt tilfreds med at se tilbage på tre måneder med vækst i alle forretningsområder.

- Vi vinder markedsandele i et meget konkurrencepræget marked, og både indtjening og pengestrømme har på trods af modvind på valuta udviklet sig positivt.

- Det er vores globale aktiviteter indenfor luft- og søfragt, der i kraft af vækst i toplinjen og øget produktivitet har leveret væksten i indtjeningen, siger Jens Bjørn Andersen i halvårsregnskabet.

Resultatet før skat i andet kvartal landede alene på 626 millioner kroner, og DSV kom ud af andet kvartal med både en omsætning og et driftsresultat, der lå lidt over analytikernes forventninger.

Driftsresultatet før særlige poster landede i andet kvartal på 701 millioner, hvor analytikere ifølge Ritzau Finans havde ventet 692 millioner kroner. Nettoomsætningen landede på 12,1 milliarder kroner, hvor analytikerne kun havde ventet 12 milliarder kroner.

Ifølge aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank er der dog ikke lige meget fart på DSV til lands, til vands og i luften. For mens selskabet klarer sig godt inden for områder sø- og luftfragt i andet kvartal, så kniber det mere med vejtransporten.

- DSV slipper hæderligt fra tingene i kvartalet. Det er ikke nemme markeder, de opererer i, og de lever op til det, som er forventet i markedet, og ligger endda lidt højere end ventet, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

- De positive vinde i Air & Sea bliver lidt opvejet af de negative tendenser, der er i Road, tilføjer han.

DSV præciserer i regnskabet forventninger til hele årets driftsresultat. Det ventes nu at lande på 2550-2700 millioner kroner før særlige poster. Tidligere var spændet 2500-2700 millioner kroner.

Samtidig lancerer DSV endnu et aktietilbagekøbsprogram på 400 millioner kroner, efter at selskabet netop har afsluttet sit seneste program på præcis samme størrelse.

/ritzau/