Dyb splittelse i Ukraine forud for møde med EU

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Ukraines parlament var ikke i stand til at nå til enighed om en løsladelse af den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko, da det onsdag behandlede hendes sag, som EU har sat i forbindelse med en banebrydende handelsaftale med den tidligere sovjetrepublik.

Ved en ekstraordinær samling kunne det splittede parlament ikke enes om et særligt indgreb, der vil gøre det muligt for Timosjenko at rejse til hospitalsbehandling i Tyskland.

EU's stats- og regeringschefer møder deres kolleger fra seks tidligere sovjetrepublikker til topmøde i Vilnius den 28. og 29. november. Ukrainerne håber, at en ny handels- og associeringsaftale mellem EU og Ukraine vil blive underskrevet på topmødet.

Aftalen markerer muligheden for, at Ukraine foretager et historisk kursskifte og bevæger sig mod Vesten - væk fra Rusland.

- Associeringsaftalen vil være en test for det østlige partnerskab som helhed. Og den ukrainske regering ved, hvad der skal gøres, sagde EU-præsident Herman Van Rompuy ved afslutningen af EU-ledernes nylige topmøde i Bruxelles.

Van Rompuy afviste dog at forholde sig til de præcise krav i forhold til Timosjenko, der er Ukraines tidligere premierminister.

Timosjenko stod i 2005 i spidsen for Ukraines orange revolution, og forrige år blev hun idømt syv års fængsel for magtmisbrug i forbindelse med en gasaftale, hun indgik med Rusland i 2009.

Timosjenko og hendes støtter mener, at sagen har handlet om, at hendes gamle rival, præsident Viktor Janukovitsj, vil holde hende ude af politik.

Der har dog været bevægelse i retning af, at Ukraine måske vil løslade Timosjenko og lade hende rejse til lægebehandling i Tyskland.

Men EU-lederne har ikke svaret klart på, om de vil kræve en fuld benådning og sikkerhed for, at Timosjenko efter endt behandling kan vende tilbage til Ukraine og igen deltage i ukrainsk politik.

Den særlige samling i Ukraines parlament blev overværet af to særlige EU-udsendinge, den irske politiker Pat Cox og den tidligere polske præsident, Aleksander Kwasniewski.

Iagttagere understreger, at der fortsat er en dyb kløft mellem de to fløje i Ukraines parlament.

Janukovitsjs tilhænger vil blot lade Timosjenko rejse til behandling, hvorefter de venter, hun skal fortsætte afsoningen af sin straf. Oppositionen kæmper for en ophævelse af hendes fængselsstraf.

/ritzau/Reuters