Dyrenes Beskyttelse: Dyrepoliti vil mindske vanrøgt

Skrevet af admin

13/06/2015

Dagens topnyheder

- Politi med kendskab til dyreværnssager kan bedre vurdere, om der er behov for at fjerne dyrene fra ejeren. I dag ser vi alt for ofte, at dyrene bliver hos ejeren og vanrøgten fortsætter.

Sådan lyder reaktionen fra Dyrenes Beskyttelses direktør Britta Riis, efter Socialdemokratiet fredag lancerede et udspil, der blandt andet omfatter et nyt dyrepoliti.

Fødevareminister Dan Jørgensen præsenterede partiets plan for en styrket indsats for dyrevelfærden.

Dyrepolitiet skal oprettes som en særlig enhed under Rigspolitiet, der skal styrke og koordinere den indsats, der allerede foregår i politikredsene.

Ud over den nye dyrepolitienhed, lægger udspillet også op til, at det skal være nemmere at frakende folk retten til at have dyr. Udspillet vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse.

- Alt i alt er vi meget positive overfor de nye tiltag, som vil få en præventiv effekt. En fælles dyreværnsenhed under Rigspolitiet viser, at dyreværnsområdet skal tages alvorlig på linje med andre politimæssige opgaver, siger direktør i organisationen Britta Riis.

Direktøren for Dyrenes Beskyttelse forklarer, at vanrøgtsagerne falder i to kategorier, Socialdemokratiets nye dyreudspil kan hjælpe.

- En del er begrundede i psykosociale problemer. Her vil frakendelse af retten til at have dyr sikre mod gentagelser.

- En anden del er erhvervsmæssig vanrøgt, for eksempel kenneler, og her vil frakendelse af retten til at have dyr sammen med forslagets intentioner om højere bødestraf gøre det sværere at lave hvalpefabrikker, siger Britta Riis.

Efter lanceringen blev Dan Jørgensen hurtigt anklaget for udspilstyveri af Dansk Folkeparti.

- Senest, da vi fremlagde en dyrevelfærdspakke i starten af maj måned. De tre øverste punkter i vores udspil dengang er bare præcis de samme, som Dan Jørgensen har fremlagt nu. Så han har ikke engang været specielt kreativ, siger dyrevelfærdsordfører Dennis Flydtkjær (DF).

/ritzau/