Eagle sender Rory McIlroy i VM-finale

Skrevet af admin

03/05/2015

Dagens topnyheder

En dramatisk weekend ved VM i hulspil - World Golf Championships Match Play - ender enten med verdensetteren på toppen efter en dramatisk weekend - eller med en meget overraskende mester.

Det ligger fast søndag, efter semifinalerne er blevet spillet færdig. Finalen bliver et opgør mellem verdens nummer 1 - nordirske Rory McIlroy - og verdens nummer 52 - amerikanske Gary Woodland.

Woodland slog i sin semifinale engelske Danny Willett ganske sikkert.

Amerikaneren var bagud i begyndelsen af matchen, men bragte sig foran på hul 8 og så sig ikke tilbage. Han førte med tre huller, da der var to huller tilbage, og så blev der sagt tak for spillet.

Anderledes dramatisk var det mellem McIlroy og Jim Furyk, der skiftedes til at være foran i matchen.

McIlroy var nede med en, da der manglede tre huller - og uhyre tæt på også at tabe hul 16, men så leverede han et mirakuløst slag og delte i stedet 16. hul med Furyk.

Derefter vandt McIlroy 17. hul, så det var helt lige inden sidste hul. Og her sikrede verdensetteren sig sejren og finalebilletten med en ekstraordinær afslutning i form af en eagle.

Tidligere søndag havde McIlroy været på banen for at afslutte sin dramatiske kvartfinale mod Paul Casey. De to blev ikke færdige, inden det blev mørkt lørdag.

McIlroy havde tilsyneladende sovet bedst og vandt matchen på søndagens første omspilshul, hvorefter han tog hul på semifinalen mod Furyk.

De to tabende semifinalister spiller om tredjepladsen.

Både den match og finalen er søndag klokken 21.00 dansk tid netop gået i gang.

/ritzau/