Eddy Merckx håber på Contador og tror på Tour-sejr

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Et af cykelsportens største navne gennem tiderne, belgieren Eddy Merckx, giver sin opbakning til Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) under årets Tour de France, og han håber, at den spanske stjerne kan fuldføre sit projekt med at vinde Giro d'Italia og Touren samme år.

Det er ikke sket, siden den nu afdøde Marco Pantani gjorde det i 1998, og nogle iagttagere vil måske hævde, at det er umuligt i moderne cykelsport.

Eddy Merckx har selv vundet både Giroen og Touren ved tre lejligheder, nemlig i 1970, 1972 og 1974.

Han både tror og håber på, at Contador kan gentage hans flotte bedrifter, og han anser Contador for at være en levende legende, siger han.

- Absolut. Og jeg tror og håber, han kan vinde Tour de France. Jeg tror, det er muligt at køre både klassikerne og vinde Giroen og Touren samme år, siger han til feltet.dk.

Den belgiske stjerne, som fik tilnavnet kannibalen, fordi han ikke lod andre vinde, men åd sejrene, mener dog, at det er for tidligt at spå om løbets vinder.

- Det er svært at sige, for vi er i begyndelsen af Touren.

- Vi er nødt til at vente til efter holdtidskørslen, og så må vi se, hvem der er stærkest, siger han.

Efter de første fire etaper er Contador nummer otte, mens Tony Martin (Etixx-Quick-Step) kører i gul trøje, når feltet skal ud på 189,5 kilometer fra Arras til Amiens.

/ritzau/