EfB Ishockey: Super start på det nye år

Skrevet af Finn Jensen

03/01/2013

Mest læste i dag

923 tilskuere blev vidne til en intens og hårdt spillet hockeykamp, der både rummede masser af fight, flotte mål og fire matchstraffe.  

Første periode var blot 15 sekunder gammel, da Esbjerg rendte ind i sin første udvisning.

Godt otte minutter inde i kampen, sendte Alex Nikiforuk pucken i mål bag Michael Madsen.

En udvisning til Esbjerg efter 11 minutter, og et uheldigt udspring fra banden, snød Esbjergs forsvar, og gav gæsterne en let udligning.

Holdene brugte den resterende del af perioden på at få omjusteringerne på plads, og perioden endte 1-1.

Et par minutter inde i anden periode, kunne Louis Liotti sende 2-1 scoringen på tavlen med et skud fra blueline.

Føringen holdt i små to minutter, så mistede Daniel Villadsen et skær, hvilket gav SønderjyskE en, to mod en situation, som de omsatte til 2-2 målet.

Efter små otte minutters spil i anden periode, sled Morten Dalgaard sig fri, og sendte pucken helt op i krydset til 3-2.

To minutter senere blev det 4-2 efter flot samspil mellem Lasse Holgaard og Tyler Mosienko, der fuldstændigt splittede gæsternes forsvar.

SønderjyskE 4-3 scoring var også med deroppe på listen, men Patrick Asselin stod bare alt for fri på Michael Eskesens tværpasning, og det hurtige aftræk gjorde, at Daniel Sperrle ikke nåede sin sideforskydning.

Det var mere hårdt arbejde i vente i tredje periode. Esbjerg satte sit andet powerplay mål på tavlen, denne aften, da Niclas Hansen, med syv minutter tilbage, bankede pucken i nettet tæt op af stolpen.

Esbjerg måtte spille to mand i undertal minuttet efter og med få sekunder tilbage af udvisningerne, får SønderjyskE sendt pucken i nettet til 5-4. I samme moment måtte Jannick Christensen ud og syes efter at være blevet snittet af en skøjte på underarmen.

Esbjerg måtte derfor rykke endnu tættere sammen, og det var med tungen ud af halsen, at 5-4 sejren blev knoklet i land.

Cheftræner i EfB, Olaf Eller var tilfreds efter kampen:

- Når man slutter kampen med så anderledes et hold, end vi startede med, så er det fantastisk, at vi kan vinde. SønderjyskE kommer med to nederlag, så det er ikke noget med, at de ikke kom for at vinde. Nogle faldt fra under kampen, men vi har andre der går ind og træder til. Gommesen og Holgaard går ind og løfter første kæden videre, siger Olaf Eller, og fortsætter:

- Dalgaard og Binderup kommer ind og spiller fabelagtigt godt, og laver mål. Og de to yngste på holdet, Søren Nielsen og Frederik Bjerrum, går ind og spiller som om, at de har spillet mange elitekampe, slutter Olaf Eller.