EfB spiller testkamp mod Vejle Boldklub Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

01/02/2013

Dagens topnyheder

EfB-spillerne er klar til anden testkamp efter opstarten for tre uger siden.

Den fysiske hårde træning bliver efterhånden skiftet mere og mere ud med boldspillet. Kampen mod Vejle Boldklub Kolding i dag klokken 12 på Kunstgræsbanen i Esbjerg, bliver sidste test på dansk jord, inden træningslejren venter under noget varmere himmelstrøg i Tyrkiet.

Cheftræner Jess Thorup ser gerne et Esbjerg-mandskab, der viser noget mere overskud end i den første træningskamp, hvor EfB blev besejret 2-1 af FC Vestsjælland. Her var boldomgangen og chanceudnyttelsen al for uskarpt.

- Spillerne har trænet rigtig godt i denne uge, så jeg håber meget, at det kan ses i fredagens kamp, hvor vi møder et topmotiveret mandskab, der går efter at være Superliga-hold til sommer, så det bliver fint at måle sig med dem, og se hvor vi står henne, inden det for alvor går løs om en måneds tid, siger Jess Thorup.

Det bliver et forstærket EfB-hold, der løber på banen mod Vejle Boldklub. Tilbage er Jesper Lange, Magnus Lekven, Lucas Hradecky samt ikke mindst Hans Henrik Andreasen, der igen kan trække EfB-trøjen over hovedet efter en række flotte sæsoner hos bl.a. OB. En profil, der får lov til at vise sig frem fra første fløjt.