Efter afsløring: Obama drøfter reformer med spionchefer

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, holdt onsdag møde med cheferne for landets efterretningstjenester.

Mødet er led i arbejdet med at reformere National Security Agency (NSA) efter de mange afslørende oplysninger om spiontjenestens overvågningsmetoder, som den tidligere medarbejder Edward Snowden har lækket til pressen siden sidste sommer.

Cheferne for CIA, NSA, FBI samt topfolk fra Det Hvide Hus deltog i mødet med Obama sammen med vicepræsident Joe Biden og justitsminister Eric Holden.

Obama vil have strammet kontrollen med NSA, som har ansvaret for USA's elektroniske overvågning over hele verden.

Udfordringen bliver at få afstemt behovet for national sikkerhed med retten til privatliv.

Obamas medarbejdere siger, at han brugte meget tid under sin juleferie på Hawaii til at vurdere forslag til nye restriktioner for NSA's virke.

Edward Snowdens mange afsløringer har givet hele verden et indblik i, hvordan organisationen arbejder.

Det ventes, at Obama i løbet af få uger, og i hvert fald inden han holder sin årlige tale om nationens tilstand 28. januar, vil fremlægge sine forslag til nye arbejdsgange hos NSA.

/ritzau/AFP