Det var en god idé, at de havde ladet bilen stå, men måske skulle et kærestepar også have holdt sig fra cyklerne, da de lørdag tog til whiskymessen i Fredericia.
Det gik nemlig galt, da de efterfølgende skulle cykle hjem igen. På vej rundt i en rundkørsel havde de ikke helt kontrol over de tohjulede og endte med at brage ind i hinanden. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 48-årige kvinde fra Tølløse og den 50 årige mand fra Fredericia fik begge en del skrammer efter turen i asfalten. Den ene fik slået flere tænder ud.