Efterkrigsforfatteren Tage Skou-Hansen er død

admin

464 uger siden

|

11/11/2015

Dagens topnyheder

Forfatteren Tage Skou-Hansen er død efter længere tids sygdom. Han blev 90 år. Det oplyser Gyldendal.

Hans værk om Holger Mikkelsen regnes for et af hovedværkerne i dansk litteratur.

"De nøgne Træer" foregår i Aarhus i 1944, og krigen er den dramatiske baggrund for en lidenskabelig kærlighedshistorie mellem studenten Holger Mikkelsen og Gerda, der er gift med en modstandsmand.

Romanserien om Holger Mikkelsen på i alt syv bind spejler også Danmark frem mod århundredskiftet.

Han er blevet kaldt efterkrigstidens førende prosaist i dansk litteratur.

Tage Skou-Hansen var selv modstandsmand, og krigen var et omdrejningspunkt i hans lange forfatterskab.

I 1950 lavede han ravage med sit "Forsvar for prosaen", hvor han provokerende skrev, at han ikke forstod, hvorfor lyrikken bliver regnet for finere end prosaen, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik.

Tage Skou-Hansen har skrevet 14 romaner, to skuespil og et stort antal essays. Han har modtaget en række fornemme priser - Kritikerprisen 1977, Det Danske Akademis Store Pris 1978, De Gyldne Laurbær 1981 og Blicherprisen 1988.

/ritzau/