Efterlysning: Flemming har ledt efter søster i 15 år

Skrevet af Lotte Sørensen

29/11/2013

Dagens topnyheder

En varm sommerdag for omkring 15 år siden solgte Ib Flemming Kaad jordbær og kartofler i sin gårdbutik i Bjerge ved Kalundborg. Der var flere kunder i butikken, blandt andet en kvinde, der sagde, at hun skulle hilse fra Flemmings søster.

- Jeg sagde, jeg har sgu ikke nogen søster, det har jeg aldrig haft, fortæller Ib Flemming Kaad til Dagens.dk.

- Jeg tænkte kun på at komme af med hende, jeg havde ikke tid, fortæller han.

Men det fortryder han i dag. For da han senere mødte en gammel nabo, fik han at vide, at den var god nok. Hans far, Reinhard Jensen, havde rigtig nok fået et barn uden for ægteskabet.

- Jeg ved godt, at min far var lidt livlig på det område. Og naboen sagde, at det altså var rigtigt, siger Ib Flemming Kaad.

Naboen havde nemlig overhørt en samtale mellem Ib Flemming Kaads forældre og et andet par, der ønskede penge til faderens barn.

Læs også: Efterlysning delt af 57.000 på Facebook: Nu har Dorthe fundet sin bror

Siden det gik op for ham, at han har en søster et sted, har Ib Flemming Kaad brugt mange kræfter og penge på at finde hende.

- Jeg vil meget gerne have en søster. For Søren da, det er derfor, jeg har ofret så meget for det. Jeg har kun en bror, og ham har jeg ikke kontakt til, siger han.

Han har undersøgt, om der skulle have været en faderskabssag, har bladret kirkebøger igennem og opsøgt personer, der kendte faderen.

Han mener, at søsteren må være blevet født i København mellem 1960 og 1963, da hans far kørte lastbil i der.

Ib Flemming Kaad har i årenes løb opsøgt tre clairvoyanter, der alle mener, at søsteren har boet i nærheden af Brylle og Tommerup på Fyn. De mener, at hun er vokset op nær Mozarts Plads i Købehavn SV.

De mener desuden, at kvinden, der skulle hilse fra søsteren, faktisk var søsteren selv.

Hun kørte i en rød bil og havde to børn med i bilen. Hun fortalte, at hun var i sommerhus i nærheden.

Nu hjælper Ib Flemming Kaads barnebarn med at lede efter søsteren på Facebook, og opslaget er delt over 6100 gange.

Er du søsteren, eller kan du hjælpe Flemming, kan du sende en email til hans barnebarn Camilla Gabs på camillagabs25@gmail.com.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med